Gå til indhold

Klinikpersonale i almen praksis

Langt de fleste lægepraksis er små arbejdspladser med relativt få ansatte medarbejdere. Klinikpersonalet kan være en konsultationssygeplejerske, en praksisbioanalytiker eller en lægesekretær. Men også andre faggrupper har ansættelse i almen praksis. Det kan være social- og sundhedsassistenter, en jordemoder eller andre. Også medicinstuderende fungerer som klinikpersonale i almen praksis.

Fælles for klinikpersonalet er, at de er lønmodtagere ansat i klinikken. Lønmodtagere i Danmark er omfattet af en række arbejds- og ansættelsesretlige love, som den praktiserende læge, som arbejdsgiver, er forpligtet til at overholde.

Er arbejdsgiver medlem af Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening vil overenskomsten endvidere regulere en række ansættelsesretlige forhold, der dermed supplerer gældende lovgivning.

Det ansættelsesretlige område er stort, men hvis du er medlem af PLA, kan du på pla.dk få hjælp til udarbejdelse af en ansættelseskontrakt, og til hvilken løn medarbejderen skal have.

Du kan også få oplysninger om en række forhold, der regulerer det løbende ansættelsesforhold fx ferieregler og sygdom hos medarbejderen. Og skal medarbejderen afskediges, kan PLA også hjælpe dig hermed.

Læs overenskomster for konsultationssygeplejersker, praksisbioanalytikere og lægesekretærer

Siden oprettet 3. november 2022