Lønforhandling: Hvornår er det muligt og hvem gør det?
Det er tillidsrepræsentanten eller fællestillidsrepræsentanten, der forhandler din og andre yngre lægers løn.
Det meste af din løn er aftalt centralt, men én gang om året er der mulighed for lokallønsforhandling i både stat, kommune og region. Det er også muligt at forhandle løn ved nyansættelse.
I staten, kommuner og regioner er der ikke individuel forhandlingsret. Det betyder, at det er din tillidsrepræsentant i stat/kommune og fællestillidsrepræsentanten i regionen, der forhandler lønnen for dig og andre yngre læger.
Sekretariatet i Yngre Læger forhandler din løn, hvis du er ansat i staten eller i en kommune, og der er ikke en tillidsrepræsentant.
Årlig lokallønsforhandling i stat, kommune og region
I alle tre sektorer er der adgang til én årlig lokallønsforhandling, såfremt en af parterne anmoder om forhandling.
Det betyder, at det er muligt én gang om året at forhandle henholdsvis individuelle tillæg og justere eller genforhandle forhåndsaftalerne (lokal løndannelse).
Derudover er der altid forhandlingsret ved nyansættelse.
Sådan foregår den årlige lokallønsforhandling
På de fleste arbejdspladser er der en fast procedure for den årlige lokallønsforhandling, hvor ledelsen – typisk i efteråret – indkalder til den årlige forhandling.
Her anmoder ledelsen de faglige organisationer, det vil sige tillidsrepræsentanter i staten/kommunerne og fællestillidsrepræsentanterne ved regionerne, om at fremsende deres forslag til tillæg.
Forslagene til tillæg kan både være forhåndsaftalte tillæg og individuelle tillæg samt forslag om kvalifikationstillæg, funktionstillæg og resultatløn (engangsbeløb).
Samtidig kommer ledelsen med sine forslag til tillæg.
Når forslagene er udvekslet mellem de lokale parter, mødes parterne til lokallønsforhandlingen. Når der er opnået enighed, udmøntes tillæggene.
Forhandling af lokalløn ved nyansættelse
I staten og i kommunerne har du ret til forhandling af lokalløn ved nyansættelse.
I regionerne er proceduren for at forhandle lokalløn ved nyansættelse forskellig, alt efter hvor du er i dit lægelige videreuddannelsesforløb, eller om du er afdelingslæge:
- Er du KBU-læge, har du ikke krav på en forhandling, når du tiltræder en ny stilling.
- Er du i introduktionsstilling, klinisk assistent eller i en uklassificeret stilling, har du ret til en forhandling i forbindelse med nyansættelse.
- Er du i hoveduddannelse, er der fastsat to tidspunkter, hvor der er mulighed for at forhandle individuelle tillæg. Det første tidspunkt er ved første ansættelse i det samlede hoveduddannelsesforløb, og anden gang er efter 2,5 år af hoveduddannelsesforløbet – altså når du overgår til læge (trin 2).
- Er du afdelingslæge, har du ret til en forhandling i forbindelse med nyansættelse.
Hvem forhandler min løn ved nyansættelse?
Skal du ansættes i en region, er det din fællestillidsrepræsentant (FTR), der har forhandlingsretten, mens det i stat og kommune er din tillidsrepræsentant (TR), der kan forhandle din løn.
Det betyder, at du skal have en dialog med din kommende fællestillidsrepræsentant eller tillidsrepræsentant om, hvad dine lønforventninger er, således at fællestillidsrepræsentanten/tillidsrepræsentanten kan forhandle på dine vegne.
Vær opmærksom på, at du, i forbindelse med ansættelsessamtalen eller i forbindelse med tilbud om ansættelse, har ret til at have en dialog med nærmeste leder om dine lønvilkår i den nye stilling (medmindre du er KBU-læge).
Bliver du ikke kontaktet af din fællestillidsrepræsentant (FTR) eller tillidsrepræsentant (TR) i forbindelse med nyansættelse, kan du få vedkommendes kontaktoplysninger hos din kommende nærmeste leder eller ved at ringe til Yngre Læger.
Er du allerede i et ansættelsesforhold, kan du se, hvem der er din TR eller FTR ved at logge ind på 'Min side'.