Gå til indhold

Undersøgelser og erfaringer med patientansvarlig læge

Yngre Læger og Overlægeforeningen gennemførte i 2020 en større medlemsundersøgelse omkring patientansvarlig læge.

Find undersøgelsen om den patientansvarlige læge her på siden.

Rapporten indeholder de samlede resultater fra Overlægeforeningen og Yngre Lægers spørgeskemaundersøgelser af medlemmernes holdninger til og erfaringer med den patientansvarlige læge. 

Undersøgelsen blev besvaret af 453 yngre læger og 1.734 overlæger. 

Undersøgelse om den patientansvarlige læge (PDF)

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen om den patientansvarlige læge blev gennemført af Yngre Læger i samarbejde med Overlægeforeningen. Undersøgelsen fandt sted i perioden 2. juni til 21. juni 2020.

I alt fik 2.497 yngre læger og 6.209 overlæger tilsendt undersøgelsen. Af disse besvarede 453 yngre læger og 1.734 overlæger spørgsmålene. Det giver en svarrate på 18% for yngre læger og 28% for overlæger.
 
På tidspunktet for undersøgelsen definerede cirka 46% af de deltagende overlæger og 45% af de deltagende yngre læger sig som patientansvarlig læge.

Resultater fra undersøgelsen

Undersøgelsen viser, at speciallæger i Yngre Læger:

  • oplever, at lægerne på deres afdeling gerne vil varetage funktionen som PAL.
  • oplever, at PAL bidrager til, at de finder deres arbejdsdag fagligt tilfredsstillende.
  • vurderer, at de har kompetencerne til at kunne varetage funktionen som PAL.
  • oplever, at PAL bidrager til, at patienterne på deres afdeling får et sammenhængende behandlingsforløb og er tilfredse med deres behandlingsforløb.

Herudover ses det i undersøgelsen, at speciallæger i Yngre Læger:

  • oplever, at der kun i lav eller meget lav grad tages højde for funktionen som patientansvarlig læge i vagtplanlægningen på deres afdeling.
  • oplever kun i meget lav/lav grad, at arbejdstiden på deres afdeling bliver planlagt, så man som patientansvarlig læge kan være tilgængelig for sine patienter. 
  • oplever at, IT-systemer og andre teknologiske faciliteter på afdelingen kun i meget lav/lav grad fremmer opgaveløsningen som patientansvarlig læge. 
  • oplever, at der kun i meget lav/lav grad er afsat de nødvendige ressourcer til arbejdet med patientansvarlig læge.
  • oplever, at de kun i meget lav/lav grad har den fornødne tid til at kunne fungere som patientansvarlig læge.

National styregruppe for patientansvarlig læge

Yngre Læger indgår sammen med Overlægeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter og Danske Regioner i den nationale styregruppe for patientansvarlig læge.