Ansatte almenmedicinere i almen praksis
Når der er en ledig kapacitet i praksis, kan der ansættes en speciallæge i almen medicin i den ledige kapacitet i stedet for en kompagnon.
Efter overenskomst om almen praksis er det muligt at ansætte en speciallæge i almen medicin i en ledig lægekapacitet. En ledig kapacitet kan også udspringe af etablering af delepraksis eller generationsskifte eller tilladelse til ekstra læge. Det sker efter overenskomst om almen praksis § 13, § 20, §§ 23-24 og § 26.
En lægekapacitet må ikke være ubesat i længere tid, men grænserne for dette afhænger af, hvordan den ledige kapacitet er etableret. Læs evt. nærmere i overenskomst om almen praksis § 20.
PLA og YL har indgået en overenskomst, der regulerer ansættelsesvilkårene for den ansatte læge.
Er du medlem af PLA, skal du, ved ansættelse af almenmedicinere i en fast stilling, anvende den mellem PLA og YL udarbejdede ansættelseskontrakt. Kontrakten, samt gældende overenskomst og løn, finder du her.
Er du ikke medlem af PLA, er du/klinikken velkommen til at benytte kontrakten, men du/I skal så være klar over, at lægeklinikken dermed forpligter sig til at følge den overenskomst, som er indgået mellem PLA og YL. Ønsker du/I ikke dette, skal du/I anvende anden ansættelseskontrakt.
Er du medlem af PLA kan du/I også få hjælp og rådgivning i forbindelse med ansættelseskontrakten på tlf. 3544 8400.
Procedure i forbindelse med ansættelse af en speciallæge i almen medicin
Følgende dokumenter indsendes til PLO, Kristianiagade 12, 2100 København Ø eller på e-mail: plo@dadl.dk:
- Skema vedr. ansatte speciallæger i almen medicin
- Kopi af ansættelseskontrakt
- Udskrift fra Autorisationsregistret, hvoraf det fremgår, at den ansatte læge har speciale i almen medicin.
Dokumentation ifht den ledige lægekapacitet, som den ansatte læge ansættes i. Dette dog kun, hvor der er tale om nylige erhvervelser/tilladelser m.v.:
- Dokumentation på nyerhvervelse af ydernummer/kapacitet fra regionen.
- Kopi af samarbejdsudvalgets tilladelse, og evt. anden dokumentation/meddelelse, når et gælder delepraksis eller generationsskifte eller tilladelse til ekstra læge.
Når den ansatte læge fratræder, indsendes ophørsblanket til PLO.
Dækning for ansatte læger ved sygdom/barsel samt efteruddannelse
Klinikken kan få dækning ved ansatte lægers sygdom eller barsel på samme vilkår som klinikejere. Der henvises til Administrationsudvalget vedr. dækning ved sygdom og barsel. Læs mere her.
Ansatte almenmedicinere i almen praksis får også ret til efteruddannelse/efteruddannelseskonto på samme vilkår som klinikejere. Læs mere her
Information til ansættelse af læger, som er i afslutning af fase 3 i uddannelsen som almenmediciner:
Er du ved at afslutte din speciallægeuddannelse, skal du være opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning om speciallægeanerkendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed op til 6 måneder før du afslutter speciallægeuddannelsen. Du kan læse mere her.