Gå til indhold

Fire forslag til at imødegå travlhed og mangel på personale

Den 11. januar var sundhedsminister Magnus Heunicke i samråd om sygehusenes krise, travlhed og mangel på personale. Forud for samrådet gav Overlægeforeningens formand fire konkrete løsningsforslag i TV2 News: Uddan flere speciallæger, støt nye kolleger så de bliver i jobbet, fordel arbejdet klogt og løft økonomien.

"Den største udfordring lige nu er, at der mangler peronsale i alle faggrupper. Vi er generelt for få, og lige nu er der ekstra sygdom pga. covid.  Vinterpakken hjælper en smule, men den er kun en her-og-nu indsats. På sigt er det nødvendigt, at vi uddanner nok indenfor alle faggrupper, så vi ikke bare lige netop kan få det til at hænge sammen, men så vi faktisk kan løse alle opgaverne”.

Sådan sagde Overlægeforeningens formand Susanne Wammen, da hun i tirsdags blev spurgt af TV2 News om situationen på sygehusene. Anledningen var, at sundhedsminister Magnus Heunicke senere samme dag skulle i samråd om samme emne.

Penge og hænder nok
Noget af det, som der skal til for at løse problemerne – også på den lange bane – er at gøre op med mange års underfinansiering, sagde Susanne Wammen:

”Jeg håber, at ministeren i dag erkender, at sundhedsvæsenet i mange år har været udsat for besparelser. Vi har fået indskrænket økonomien år for år. Skal der løftes noget, skal der tilføres penge". 

De langsigtede løsninger er også at rekruttere og fastholde kolleger indenfor alle faggrupper, mener hun:

”Der er en grund til, at mange ikke ønsker at være på fuld tid. Vi er nødt til at tale om arbejdsmiljøet, så folk får lyst til at blive og kan holde til at arbejde på fuld tid. Det kan vi kun, hvis vi tænker kreativt om, hvordan vi løser opgaverne”.

”Vi skal også sikre uddannelse af flere speciallæger og andre faggrupper. Og vi skal sikre den nødvendige støtte til vores kolleger, der er under uddannelse eller nyuddannet. Vi vil så gerne det hele, men det kan vi ikke med de opgaver, som vælter ind over os”.

På den korte bane skal man også se på, hvilke opgaver, der kan løses mest hensigtsmæssigt:

”Det kan ikke nytte, at læger skal løse administrative opgaver, som fx lægesekretærer er bedre til. Eller at sygeplejersker skal gøre rent og fylde op. Vi tænker kreativt på tværs af alle personalegrupper i øjeblikket: hvordan kan vi bedst løse opgaverne”.

 Til spørgsmålet om Susanne Wammen synes, at politikerne gør nok, lød svaret:

”Jeg synes ikke, der bliver handlet så meget. Vi var meget glade for suspendering af behandlingsgarantien, men vi vil gerne have at man ser på den igen, så man gør den differentieret. Vi beder også politikerne om opbakning. Vi vil gerne behandle alt og alle, og vi kan rigtig meget i dag. Men vi kan ikke det hele. Som læger prioriterer vi hver dag. Det gør vi gerne. Det skal politikere bakke op om”.