Vi kan ikke vente på robusthedskommissionen
Det er hammerfedt at arbejde i sundhedsvæsenet, når man både kan gøre hinanden bedre og hjælpe patienterne. Men presset er blevet for stort, og løsningerne skal findes nu. Det handler blandt andet om arbejdsmiljø, ledelse, digitalisering, at behandle patienterne forskelligt, opgaveglidning og at vælge noget fra, lød det fra et engageret og skarpt panel, da Overlægeforeningen holdt debat om personalemanglen i sundhedsvæsenet på Folkemødet.
”Folk bliver blinde på ventelister, de mister førlighed på ventelister, de bliver psykotiske på ventelister, og de dør på ventelister. Mangel på sundhedspersonale går hårdt ud over patienterne”.
Så skarp var analysen fra Anette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter, da Overlægeforeningen holdt debat om personalemangel i sundhedsvæsenet på Folkemødet. Men hvad gør vi ved det, lød spørgsmålet.
”Der er opgaver nok til os alle. Vi skal have de rigtige faggrupper til at løse de rigtige opgaver. Vi skal have SOSU’er tilbage på sygehusene. Og vi skal styrke arbejdsmiljøet og ledelse”, svarede Overlægeforeningens formand Susanne Wammen og uddybede: ”Vores unge kolleger oplever hurtigt at stå alene med komplicerede opgaver. For nogle bliver det for meget, og så mister vi dem. Det kræver tid og ordentlig introduktion at få den nødvendige erfaring og ro. Og det handler om arbejdsmiljø og ledelse”.
Hospitalsdirektør på Bornholms hospital, Annemarie Hellebek supplerede: ”I forhold til fastholdelse, er det som virker, fællesskab. Man er nødt til at understøtte fællesskabet. Det gør vi hos os med sparringsgrupper og initiativer på tværs, så vi lærer hinanden at kende”.
Sektorformand fra FOA, Torben Hollmann fremhævede forventningspres og fagfnidder som to udfordringer, der skal gøres noget ved:
”Vi oplever et stort forventningspres. Det betyder, at vi behandler mere, end vi burde. Problemet er også de faglige organisationer, der ikke kan finde ud af at fordele opgaverne. Og ledelsen tør ikke at røre ved det, for så sidder der nogen i kantinen og er sure. Vi kommer til at bruge de forkerte hænder. I stedet skal vi tro på, at dem ved siden af godt kan finde ud af noget. Og man behøver ikke lovændringer for at lade opgaverne glide. Man skal bare have tillid”.
Annemarie Hellebek kunne godt genkende, at det tidligere har været svært at diskutere faggrænser, ”men i dag kan vi godt drøfte nye måder at løser opgaverne på med de faglige organisationer”, sagde hun og kom med egne erfaringer og bud på, hvad der kan gøres:
”Vi skal holde op med at gøre ting, som ikke virker – eller som ligefrem gør tingene værre. For eksempel tager vi for mange blodprøver. Vi skal også inddrage patienterne - mange vil fx gerne have mere hjemmebehandling. Og så skal vi tænke nyt. På Bornholm bruger vi i dag beskrivende radiologer fra andre steder i landet. Det er en win-win, hvor vi kan få hurtigere svar også i weekenden. Vi undersøger også om kolleger fra Sjælland kan løse flere opgaver virtuelt. Udfordringen er, at jo flere der løser opgaverne på afstand eller kun i dagstid – jo færre bliver der til at dække de fysiske vagter, som stadig er der”.
Susanne Wammen mente også, at digitalisering og patientinddragelse er vigtige værktøjer, men advarede mod, at det kan føre til mere ulighed i sundhed: ”Selvfølgelig skal patienter involveres. Men vi skal huske, at vi har ulighed i sundhed. For at få lighed er vi nødt til at turde behandle patienter forskelligt. Vi vil gerne se patienter på skærmen – for dem, hvor det kan lade sig gøre. Vi kan ikke tage digitalisering som et quick fix. Det kan ikke hjælpe alle”.
Panelets politiker, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, takkede for de gode eksempler og fulgte op:
”For fem år siden talte vi meget om penge. I dag taler vi om mangel på ansatte. Vi skal tænke nyt og bruge digitale, virtuelle løsninger. Samtidig skal vi se på godt arbejdsmiljø og sikre, at vi tager godt imod nye kolleger og har god ledelse. Vi skal have nye faggrupper med – skal vi udvikle teknologi, er det måske ikke sundhedsprofessionelle, men it-arkitekter og andre, der skal bidrage. Og vi politikere skal have tillid til, at ledelsen finder de gode beslutninger”.
Afslutningsvis rundede panelet robusthedskommissionen: Annemarie Hellebek sagde: ”Vi er bekymrede for robusthedskommissionen. Er de rigtige mennesker med i rummet? Det må ikke kun blive en fagkamp. Man skal trække de rigtige med og se potentialet”.
Og Susanne Wammen konstaterede: ”Robusthedskommissionen skal være færdig i slutningen af 2023. Det kan vi ikke vente på. Der er brug for, at vi handler nu. Og skal vi løse problemet, skal vi gøre det nedenfra. Vi skal se på konkrete problemer: Glem, hvordan vi gør i dag, og se på hvordan vi ville gøre, hvis vi vil gøre det optimalt”.
Til sidst understregede Susanne Wammen, at det stadig er motiverende og givende at arbejde i sundhedsvæsenet:
”Jeg glæder mig hver dag til at gå på arbejde. Jeg har det fedeste job, og sammen med de dygtigste kolleger hjælper jeg patienterne. De gode dage er dem, hvor vi i fællesskab løfter hinanden og lykkes med det. Det er guld værd. Vi er ikke en produktionsenhed. Vi skal også uddanne. Når vi bruger tid sammen, hjælper vi både patienter og deler viden. Og så er det hammerfedt at arbejde i sundhedsvæsenet”.